Om Amalie Dollerup

Amalie Dollerup debuterede som blot 5-årig i ’Snehvide’ på Eventyrteatret, men de fleste danskere husker hende nok bedst for hendes filmdebut i filmen ’Kun en pige’ fra 1995. Her spillede hun den unge Lise Nørgaard, hvor Amalie trods sine kun 9 år leverede en meget flot præstation. Skridtet til en skuespillerkarriere var hermed for alvor taget.

Hun fortsatte de følgende år med bl.a. en rolle i ‘Krummernes jul’, men blev dog mest kendt som den rapkæftede datter, Sille, i tv-serien ‘Strisser på Samsø’. I 1997 spillede hun hovedrollen i filmen, ‘Nonnebørn’, der indbragte hende en flot Bodil-nominering.

Amalie blev for alvor folkekendt for sin rolle som overklassepigen, Amanda, i TV2 serien ‘Badehotellet’, som har været fast ugentlig tv-underholdning for mange danskere siden 2013. Amalie har også spillet med i ‘Borgen’ på DR1 og i musicalen ‘En kort en lang’.

Amalies talenter strækker sig til langt mere end fantastisk skuespil. Hendes smukke stemme og habile dansekundskaber banede i 2017 vejen til hovedrollen i musicalen ‘Saturday Night Fever’. Her spillede og dansede hun for fulde huse sammen med Silas Holst i Falconer Salen. Amalie har desuden lagt stemme til en lang række tegnefilm – Løvernes konge II, Lady & Vagabonden II, Toy Story og Græsrødderne.

Amalie er født i 1986, datter af to skolelærere og opvokset i Virum. Hun har stået børnemodel, siden hun var fem år og blev i samme unge alder optaget på Eventyrteatret. Efter flere år med forskellige succesrige roller blev Amalie uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, hvorfra hun fik sin eksamen i 2010. Året efter fik det unge skuespillertalent fast engagement på Aalborg Teater, hvor hun bl.a. medvirkede i forestillingerne ‘Den Gyldne Drage’, ‘Begravelsen’, Anne Linnet-teaterkoncerten ‘Jeg er jo lige her’ og musicalen ‘En kort en lang’.

Privat danner hun par med skuespilleren, Andreas Jebro, som hun blev gift med i sommeren 2017.

IMG_0015[1]